Tak fordi du har valgt at købe en Le Creuset Toughened Non-Stick pande.
Læs venligst denne information grundigt, før du tager produktet i brug. Brugsanvisningen indeholder information, som giver dig mest mulig glæde af din nye Le Creuset pande.
Le Creuset Toughened non-stick pander er produceret med førsteklasses råvarer, som giver modstandsdygtige og holdbare pander, som du kan have glæde af i rigtig mange år fremover.
Hver eneste Le Creuset pande er fremstillet af anodiseret aluminium, som giver en solid og holdbar pande, der er stærk nok til at blive brugt hver dag. Varmen fordeles jævnt og effektivt i pandens bund og sider, og der opstår aldrig hot spots, som ødelægger maden. Den særlige bund indeholder magnetisk rustfrit stål, som giver panden ekstra styrke og stabilitet – og gør den optimal til brug på alle varmekilder, inklusiv induktion.
Både pandens inder- og yderside er belagt med den nyeste type non-stick belægning, som giver en overflade, hvor maden let slipper og som er nem at rengøre.
Det er muligt at få varmeresistente glaslåg til panderne. Glaslågene købes separat.
Le Creuset Toughened non-stick pander…
- kan anvendes på alle varmekilder, inklusiv induktion, samt i ovn (undtagen mikroovn). Se nærmere anvisninger nedenfor.
- tåler opvaskemaskine. Se nærmere anvisninger nedenfor.
- er dækket af en 10 års garanti. Se nærmere anvisninger nedenfor.
HÆRDET NON-STICK BELÆGNING
Din Le Creuset pande har gennemgået en særlig styrkende proces, som giver den hærdede non-stick overflade ekstra holdbarhed og uovertrufne stegeegenskaber.
Før panden tages i brug første gang
- Fjern al emballage og klistermærker. Vask panden i varmt sæbevand, skyl og aftør grundigt.
- Kun pandens stegeflade skal behandles før brug. Ydersiden skal IKKE behandles.
Kom lidt vegetabilsk olie eller majsolie på panden og fordel det med et stykke køkkenrulle. Skyl panden med varmt vand og aftør den. Panden er nu klar til brug.
Ved at gentage denne behandling regelmæssigt beskyttes non-stick belægningen, og dermed bibeholdes pandens stegeegenskaber.
Sådan bruger du panden
- Kogeplader: Anvend altid en kogeplade, der svarer til pandens størrelse. Panden skal altid dække kogepladen/blusset helt. Gasflammer må aldrig slikke op ad pandens sider, men skal justeres, så de kun rammer pandens bund.
Ved keramiske kogeplader eller induktion må panden aldrig skubbes hen over overfladen, idet dette kan ødelægge komfurets overflade og/eller pandens bund. Løft altid panden, når du skal flytte den.
- Temperaturvalg: Anvend medium eller lav varme til almindelig madlavning, dermed opvarmes panden gradvist og jævnt.
Når man ønsker at svitse kød, fjerkræ eller fisk ved høj varme, kan man øge temperaturen, men når panden er varm og maden lægges på panden, bør temperaturen sænkes til medium eller lav igen.
Panden bør ALDRIG anvendes ved maksimal varme, da overophedning kan beskadige non-stick belægningen. Se afsnittet om fejlagtig anvendelse.
- Olie og smør: Tilføj lidt smør eller olie, før panden varmes op. Dette vil forbedre bruningsprocessen, som giver smag til maden. Olien/smørret må aldrig varmes så kraftigt op, at det begynder at ryge. Hvis fedtstoffet begynder at ryge, bør du kassere olien/smørret, afkøle panden og tilføje nyt fedtstof, før du fortsætter.
- Fedtfri madlavning: Panden forvarmes ved medium varme i cirka 2 minutter før maden tilsættes.
- Efterlad aldrig mad på panden på et tændt blus uden opsyn. Hold altid øje med temperaturen for at undgå overophedning, som kan beskadige non-stick belægningen.
- Opbevaring af mad i panden: Opbevar aldrig fødevarer i panden. Ingredienserne kan ved længere tids påvirkning beskadige non-stick belægningen.
- Køkkenredskaber: Vi anbefaler Le Creuset silikone redskaber, samt varmeresistente plast- eller træredskaber.
Metalredskaber kan benyttes på panderne, men disse bør bruges med varsomhed. Skrab aldrig hårdt hen over belægningen med metalredskaber, og bank aldrig en grydeske eller spatel af mod pandens kant.
Knive, paletknive og andre redskaber med skarpe kanter må aldrig anvendes til at skære maden ud på panden.
Håndholdte elektriske eller batteridrevne håndmiksere eller stavblendere må ikke anvendes på non-stick belægningen.
- Anvendelse i ovn: Maksimal temperatur 260˚C.
- Anvendelse under ovnens grillelement: Afstanden fra pandens øverste kant til grillelementet skal være mindst 5 cm.
- Håndtag: Brug altid grydelapper, når du skal håndtere den varme pande.
Rengøring og opbevaring af din pande
- Afkøl panden et par minutter, før du vasker den af. Kom aldrig koldt vand på en varm pande.
- BRUG ALDRIG ståluld, hårde skurebørster, skurepulver o.l. til at rengøre panden. Panden rengøres med varmt vand med eller uden sæbe og en blød svamp eller almindelig opvaskebørste.
- Panden tåler opvaskemaskine, men den særlige non-stick belægning gør opvask i hånden til en leg. Vi anbefaler opvask i hånden, da opvaskemaskinen på langt sigt slider unødigt på non-stick belægningen.
Hvis panden ofte vaskes i opvaskemaskine, kan nitterne ved håndtagene samt den yderste ring af bunden blive mat, eller der kan dannes noget hvidt pulver. Dette er helt normalt, og har ingen indflydelse på pandens brugbarhed.
Det er muligt at fjerne det matte eller den hvide pulver dannelse med en klud og lidt vand med sæbe. Efter behandlingen skylles og aftøres panden grundigt.
Hver gang panden vaskes i opvaskemaskinen, skal den behandles: Kom lidt vegetabilsk olie eller majsolie på panden og fordel det med et stykke køkkenrulle. Skyl panden med varmt vand og aftør den.
LE CREUSET OVNFAST GLASLÅG
Med Le Creusets glaslåg bliver mulighederne for madlavning endnu flere!
Med glaslåget kan du kigge til maden uden at løfte låget. Derved slipper du ikke dampen ud af panden, hvorved madens saft og kraft bevares.
Le Creusets glaslåg er ovnfast op til 170˚C.
FEJLAGTIG ANVENDELSE
Le Creusets 10 års garanti dækker ikke skader på non-stick belægningen, som er forårsaget af overophedning eller ridser.
- Overophedning: Skader som følge af overophedning er let genkendelige, idet non-stick belægningen misfarves. I værste fald løsner non-stick belægningen sig fra panden og danner bobler eller falder af.
- Ridser: Ridser forårsaget af metalredskaber, ståluld og skurepulver dækkes ikke af garantien. Sådanne skader er permanente og vil forårsage en reduktion af non-stick belægningens funktion.
GARANTI
Le Creuset giver 10 års garanti på Toughened-serien. Garantien træder i kraft fra den dag, produktet købes. Husk derfor altid at gemme kvitteringen!
Garantien dækker produktionsfejl og/eller materialefejl på produkter, som anvendes korrekt efter forskrifterne i denne brugsanvisning. Garantien dækker ikke normal slitage, kommercielt brug og/eller fejlagtig anvendelse.
For at opnå dækning i henhold til garantien, returneres produktet sammen med kopi af kvittering til den butik hvor det er købt, eller det skandinaviske hovedkontor.
Defekt køkkengrej søges repareret. Hvis reparation er umulig, vil produktet blive erstattet med et tilsvarende produkt eller et produkt af tilsvarende værdi, hvis det originale produkt ikke længere produceres.
Er produktet del af en sampak, erstattes kun det produkt, hvor der er fejl på.
Garantien gælder ikke ved:
- Skader opstået som følge af daglig brug, slitage, fejlagtig brug, uheld samt kommerciel anvendelse.
- Ridser, pletter, misfarvning, korrosion eller skader som følge af overophedning.
- Skader som påføres ting og personer som følge af brug af panden.
Denne garanti påvirker ikke de rettigheder, som købeloven giver dig.